SHIVA BABY: 78 minutters charmerende angstanfald

Af Anna Lauritsen

Forestil dig, at du er til begravelse for et fjernt familiemedlem, som du ikke rigtigt kendte. Du dimitterer snart fra universitetet og bombarderes af nysgerrige slægtninge med spørgsmål om din fremtid og karriereplaner, samt indiskrete stikpiller til dit kærlighedsliv; skal du ikke snart til at slå dig ned?

Med til festen er desuden din ekskæreste, som netop er kommet ind på et prestigefyldt jurastudie, og som du ikke har snakket med siden I slog op.

Ind ad døren træder din hemmelige sugar daddy. Som du havde sex med i morges. Han har medbragt sin hustru, som du ikke kender til. Og deres nyfødte baby.

Det er svært at forestille sig en mere stressende situation, hvilket nøjagtigt er scenariet i Shiva Baby. Som et kammerspil forløber handlingen over denne éne dag, og finder stort set udelukkende sted i huset, hvor begravelsen holdes. Som publikum får man intet pusterum fra kaosset, som intensiveres minut for minut.

Den unge kvinde i centrum for virvaret er Danielle, spillet uhyggeligt overbevisende af Rachel Sennott; rollen falder hende så naturligt, at man fristes til at tro, den er skrevet til hende. Danielle er med sin retningsløshed og eksperimenterende seksualitet åbenlyst sin jødiske families sorte får. Hun roder sig ud i den ene løgn efter den anden, og det er både morsomt og tåkrummende at se hende fumle med ordene, når hun forsøger at forklare sin (bogstaveligt talt) ortodokse familie, hvad man egentligt kan bruge en bachelor i køns- og kvindestudier til.

Danielle er en interessant karakter, fordi hun ikke umiddelbart er likeable; hun tager konstant teenage-dumme beslutninger og håndterer ofte de akavede situationer utroligt umodent. Hvem tager nøgenbilleder på toilettet til en begravelse? Alligevel har hun en charmerende og genkendelig nerve, som gør, at man ikke kan undgå at heppe på hende. Både hendes karakter og filmen generelt har en tidstypisk ironisk distance til den oprigtigt angstprovokerende situation. Den (perfekt timede) tørre humor er hele tiden til stede, selv når lokummet brænder.

Shiva Baby er den 26-årige instruktør og manuskriptforfatter Emma Seligmans spillefilmsdebut, og det kan ses – ment på den bedste måde. Filmen er gennemsyret af en vidunderligt ungdommelig, generation Z-agtig energi, som skinner igennem i både dialog, temaer og den tekniske udførelse. Seligman skider højt og helligt på 180-graders regler og klassisk karakteropbygning, og klipperytmen er i sekvenser lige så hurtig som i en TikTok-video.

På samme måde afspejler filmens relativt uforløste slutning fint det forvirrende stadie i livet, som Danielle befinder sig i. Der er ikke behov for at binde en katarsisk sløjfe på fortællingen, for fremtiden er stadig usikker og livet kan stadig vende sig 180 grader i morgen.

Shiva Baby er ikke årets største filmkunst, men en charmerende, hylemorsom og energisk perle, som man absolut skylder sig selv at se.

Kommentarer